
Abdullah Alsalloum kom til Danmark, da han var 12 år gammel. Med bil, tog, fly, bus og båd tog han sammen med sin mor og søster turen fra Damaskus til Hirtshals, for at få et liv uden krig. Nu har Abdullah, som flere hundrede syrere, fået ophævet sin opholdstilladelse og skal tilbage til sit ”hjemland”.
På en lille, hullet parkeringsplads i Margretheparken i Hirtshals sidder en midaldrende mand i sin sorte Peugeot, eller rettere ’Porschen’ ifølge manden selv. Med hastige skridt og en cigaret i munden bevæger han sig hen mod en af de mange hvide bygninger, som udgør Magretheparken. Ind ad døren og op ad trappen, hvor Abdullah Alsalloum står klar til at tage imod ham.
”Hvad så?” siger Kasper Bang, ejeren af ’Porschen’.
”Ikke så meget” siger Abdullah, hvorefter deres hænder mødes med et klask.

De sætter sig på den velourklædte sofa med de velourklædte puder, som de har gjort en del gange efterhånden. Det store glasbord bliver hurtigt fyldt med papirer, som dækker den transparente overflade. E-mails, breve og printede beskeder ligger som et snelandsskab. Kasper mødte første gang Abdullah, da han kom til Danmark for seks år siden. Dengang spillede han fodbold med sin egen søn, og hurtigt blev Abdullah en del af Kaspers hverdag. Han tog ham ind under sine vinger og hjalp ham med de ting, han havde brug for, om det så var skolerelateret, eller om han manglede nye fodboldstøvler. Senere blev Kasper selv fodboldtræner for Abdullah, og deres bånd til hinanden er kun blevet tættere gennem årene. Det tætte bånd var også det, der gjorde, at Kasper nu kæmper en hård kamp for at få lov til at beholde Abdullah i Danmark. For Kasper er ikke blot en fodboldtræner fra en lille lokal landsby i Nordjylland. Han er en ildsjæl. En ildsjæl, der brænder for det lokale og brænder ekstra meget for at den dreng, som tog den lange vej fra Damaskus til Hirtshals, ikke skal sendes tilbage.

Som enhver anden 17-årig
D. 7. Maj kl. 21:11 skriver den lokale fodboldklub, Tornbjerg IF, på Facebook, at de dagen forinden har fået beskeden om, at deres stamspiller, Abdullah, igennem de sidste seks år, nu skal forlade Danmark inden 30 dage. Manden bag beskeden er Abdullahs egen træner Kasper Bang. Da Abdullah og resten af familien får beskeden om, at de skal sendes hjem af flygtningenævnet, tøver Kasper ikke et sekund.
”Jeg har altid lært Abdullah, at kampen først er færdig, når dommeren har fløjtet af. Det gælder lige såvel på banen, som det gør udenfor den,” siger Kasper.
Flygtningenævnets afgørelse resulterede i, at Kasper nu begyndte at bruge alle sine vågne timer på at læse lovgivninger, snakke i telefon med politikkere, så Abdullah kunne forsætte med leve sit liv i Danmark. I kølvandet af, at den danske regering har erklæret Damaskus sikkert, som det eneste land i Europa udover Ungarn, har det medført en revurdering af flere syreres opholdstilladelse, herunder Abdullahs. På papirerne fra Flygtningenævnet står der, at hverken Abdullah eller hans mor er integrerede nok til at blive i Danmark.
Abdullah er ellers på mange måder som enhver anden på 17 år i Danmark. Han går til dagligt i 9.klasse på Hirtshals skole. Han passer sin skolegang, taler flydende dansk, spiller fodbold og har tidligere arbejdet i den lokale Fakta som kassemedarbejder og skal starte på STX gymnasiet i Hjørring efter sommerferien.
Men Abdullahs egen indsats er ikke nok. Da Abdullah er under 18 år, er vurderingen om, hvorvidt de begge må blive i Danmark, målt ud fra Abdullahs mors, Aida Khalil, integrering i Danmark. En integrering, der ifølge Flygtningenævnet ikke er tilstrækkelig nok til, at de må blive.
En uvis fremtid
En livlig summen fra skolegården finder vej op på 2. sal, hvor Abdullahs klasse holder til. Kantinens pastakødsovs bliver nydt sammen med en flok veninder, som har samlet sig rundt om et bord sammen med ham. Samtalerne bliver afbrudt af konstante notifikationer, som popper op på Abdullahs telefon, og klassekammerater der lystigt viser sjove billeder frem. Pausen bliver stoppet, da deres klasselærer, Thomas Nielsen, kommer ind i lokalet. Eleverne samles i den ene ende af klassen, hvor ordet bliver givet til to af pigerne fra klassen. En euforisk stemning spreder sig i klassen, da en af pigerne fortæller, at de skal til at planlægge sidste skoledag. Tanker og meninger bliver lystigt kastet ud i lokalet. Alt bliver vendt. Alt fra hvilket pålæg de skal have på deres rundstykker, til, hvor festen skal holdes. Med ryggen halvvendt mod tavlen og et opgivende blik sidder Abdullah stille og lytter efter.
Lige siden Abdullah fik afslag på sin opholdstilladelse, har det at skulle gå i skole, forberede eksamen og være en del af en klasse været svært. Det har resulteret i, at han i flere dage ikke er kommet i skole, og hans engagement for eksamenen er faldet drastisk:
”Jeg gider ikke lave noget, som jeg måske aldrig får brug for. Hvis de alligevel sender os ud, vil jeg gerne bare nyde den tid, jeg hartilbage,” siger Abdullah.
I en alder af 17 år burde verden ligge foran ens fødder. Tanker om drømme, mål og forventninger til ens fremtid begynder så̊ småt at dukke op. Ideer om, hvorvidt man enten skal på HHX eller STX, og hvilket arbejde man godt kunne tænke sig. Drømme, der kun bliver afbrudt af hverdagens travlhed, som består af fester, kærester og venner. Disse tanker findes ikke længere hos Abdullah. Her er fremtiden usikker. Enten en fremtid i krig, eller en fremtid på udrejsecenter. Maske en fremtid i Danmark, men det tør han ikke håbe på. For Abdullah er fremtiden utryg. Ifølge syrisk lovgivning er drengebørn tvunget til militærtjeneste, når de fylder 17 år og 6 måneder. Sætter Abdullah sine fødder i Syrien igen, skal han direkte ind og være soldat.


”Han er kun et barn”
Aftenduggen omringer den gamle firelængede gård, som er placeret langt inde i skoven. Ved den store buede indgang kan man høre bassen pumpe inde fra det, som engang var en stald. To 9.klasser fra Hirtshals Skole er mødtes for at fejre, at
det nu endelig er blevet weekend. Her er ingen Corona-restriktioner. Ingen social afstand. En næsten kvalmende sødme har fyldt den gamle stald. De kulørte flasker bliver hevet op af skoletaskerne, og kapslerne når nærmest ikke at falde til jorden, før den næste flaske allerede er på vej ned igennem svælget. Promillen er høj hos de fleste, de mange fødder hopper rundt på det hårde betongulv, og den ene isterning efter den anden transporteres fra mund til mund. Abdullah er med til det hele. Næsten det hele. For han drikker ikke pga. sin religion. Dog stopper den muslimske baggrund ham ikke helt, når der bliver serveret pizza eller burger med bacon. Når vennerne har brug for en ekstra mand til at holde ølbongen, står Abdullah lynhurtigt klar, imens han står med det største smil, når de ihærdigt prøver at drikke øllen på rekordtid.
Selvom alle vennerne er lettere beruset, er det ikke til at mærke, at han er ædru. Han flyver rundt på dansegulvet, synger med på alle sange,snakker med alle og tilpasser sig de normer, der nu engang er, når alkoholen overtager.
Ti minutter fra festen sidder Kasper ved sit spisebord med en stor notesblok foran sig og telefonen ved øret. I den anden enden af røret er Mads Nygaard, radiovært på programmet Nattevagten på Radio4. En ivrig Kasper fortæller den historie, som han har fortalt så̊ mange gange før.
En historie om en ung dreng, der er velintegreret, men nu skal forlade sit hjem. En historie, om en dreng han mødte og tog til sig, som var han sit eget kød og blod. Kasper forsætter fortællingen, alt imens Abdullah danser rundt til fest med sine venner, og moderen sidder hjemme i lejligheden i Margretheparken. På trods af en hård tid, er det vigtigt for Kasper, at Abdullah får en så normal hverdag som overhovedet muligt:
”Det er det mindste jeg kan gøre. Han er jo kun et barn. Han har brug for at komme ud og hygge sig med sine venner og ikke tænke på den her situation. Det er min opgave at tage noget af det pres, der ligger på hans skuldre, fra ham,” siger Kasper.


Begge eller ingen
Kasper holder sig konstant opdateret på sagen, hvor han dagligt er i tæt kontakt med Abdullah, Flygtningenævnet og andre, som på den ene eller anden måde, kan hjælpe Abdullah. En proces som er hård, men ifølge ham det hele værd.
Den skæbnesvanger dato, hvor Abdullah og moderen ikke længere kan blive, er den 6. juni, og den nærmer sig med hastige skridt. Modet er stadig højt, og det peger i retning af, at de kan få lov at genoptage sagen hos Flygtningenævnet og på den måde få lov til at blive i landet. Men Kasper har mærket en ændring hos Abdullahs mor. Et fravær, der både er fysisk og psykisk. Efter frameldinger til en stor demonstration i Aalborg, der omhandlede at syriske flygtninge kunne blive i Danmark, og manglende kontakt fra moderens side, er han begyndt at få en mistanke om, at tingene ikke er, som de skal være. Han bliver også mødt af en uoplagt Abdullah, som ikke har det smil på læberne, som han plejer at have. En træt og stresset dreng, som bruger flere timer om dagen på at snakke med jurister og Dansk Flygtningehjælp, er ved at koge over i hovedet.
”Det er jo forståeligt. Alt kommunikation med de højere instanser foregår igennem Abdullah og ikke moderen, da hun ikke kan tale dansk, ” siger Kasper, som mener, at der burde være mere hjælp at hente.
En dag tager han med op i Abdullahs lejligheden, hvor han vil snakke med Abdullah og Moderen. En snak som kommer til at være skælsættende.
Tilbage på sofaen sidder Kasper, Abdullah og moderen. Askebægeret er fundet frem, og det samme er kaffen. På arabisk begynder moderen at snakke med et skarpt blik på Kasper, som forvirret sidder og kigger på Abdullah. Abdullah sidder og gnidder sine hænder mod hinanden med et intenst blik ned på gulvtæppet:
”Hun siger, at hun ikke gider mere, Kasper. Hun vil ikke genoptage sagen,” siger Abdullah.
”Jamen, I kan sgu da ikke give op nu, Abdullah. Hvis I genoptager sagen, er der stor chance for, at I kan blive. Vi sender ikke børn i krig,” siger Kasper, som er tydligt påvirket af situationen.
”Hun tror ikke på det mere, Kasper. Hun vil ikke mere,” siger Abdullah.
”Så̊ fortæl mig, hvad I så̊ vil,” siger Kasper.
”Vi tager til Tyskland,” svarer Abdullah.
At skulle flygte ud af et land, er ikke en ny ting for hverken Abdullah eller hans mor, men at de skulle flygte fra Danmark, var ikke planen, da de først kom hertil i 2015. Det har tidligere været et samtaleemne, når de har mødtes, at tingene kunne spidse så meget til, at den eneste mulighed for at undgå udrejsecenter var at flygte ud af Danmark. En situation, som Kasper håbede på, ikke ville være nødvendigt.
På grund af Abdullahs alder, og det faktum, at han skal i det syriske militær, hvis han vender tilbage, gør, at han godt kan få asyl i Danmark, men dette er ikke gældende for moderen. Det er også det faktum, som gør, at de ifølge Kasper burde søge om at få genoptaget sagen. Abdullah og moderen har aftalt fra start, at de kun vil blive, hvis de begge kan. Det er begge eller ingen. Uanset, hvor mange gange Kasper prøver at overtale moderen til at genoptage, afslår hun. Hun vil ikke mere. Hun tror ikke på det danske system og har hørt rygter om, at det vil kunne lade sig gøre at få asyl i Tyskland.


”Han lovede at sige farvel”
Et par dage efter ringer Kaspers telefon. Det er Abdullah. En grædefærdig Abdullah, som pænt spørger, om han ikke godt vil komme og hente ham i Brønderslev, hvor han har været sammen med sin familie. Kasper ved godt, hvad klokken har slået. Efter at have hente Abdullah, kører de tilbage til Kaspers hus, hvor de spiser aftensmad og ender på sofaen med slik og chips. På den brune sofa falder Abdullah i søvn ved siden af Kaspers datter, som de seneste seks år har fungeret som ”bonussøster”.
Abdullah har ikke været i skole de sidste par dage, og han har ikke været til at komme i kontakt med. Telefonen ryger direkte på telefonsvaren, når Kasper prøver at ringe til ham. En bekymret Kasper kører ud til Magretheparken. En rute han snart kan køre med bind for øjnene.
Da han ankommer, kigger han ind ad vinduerne, hvor han kan se, at billederne i vindueskarmen er blevet fjernet. Ved hjælp af Snapchat, finder han ud af, at Abdullah er på vej mod Tyskland. Efter mange forgæves opkald, indser han, at kampen er tabt. Der er ikke mere han kan gøre.
”Det er ikke til at forstå̊, og jeg kan næsten ikke bære tanken om, at han sidder et sted, hvor jeg ikke kan se ham. Han lovede, at han ville sige farvel, hvis de smuttede, ” fortæller Kasper.
Den sidste bekræftede destination Abdullah befandt sig på, er asylcenteret i Neumünster, hvor han eftersigende har prøvet at søge om asyl. Intet farvel til Danmark, venner, folkeskoleeksamen og fodbold i den lille landsby Tornby. Alt dette er fortid nu. Om han får asyl i Tyskland, bliver sendt tilbage til Danmark på udrejsecenter eller om de prøver lykken et andet sted, må tiden vise. Hvad der nu skal ske med Abdullah, er uvis.



"Jeg føler, at Danmark er mit hjemland - ikke Syrien."
Abdullah Alsalloum kom til Danmark, da han var 12 år gammel. Med bil, tog, fly, bus og båd tog han sammen med sin mor og søster turen fra Damaskus til Hirtshals, for at få et liv uden krig. Nu har Abdullah, som flere hundrede syrere, fået ophævet sin opholdstilladelse og skal tilbage til sit ”hjemland”.
På en lille, hullet parkeringsplads i Margretheparken i Hirtshals sidder en midaldrende mand i sin sorte Peugeot, eller rettere ’Porschen’ ifølge manden selv. Med hastige skridt og en cigaret i munden bevæger han sig hen mod en af de mange hvide bygninger, som udgør Magretheparken. Ind ad døren og op ad trappen, hvor Abdullah Alsalloum står klar til at tage imod ham.
”Hvad så?” siger Kasper Bang, ejeren af ’Porschen’.
”Ikke så meget” siger Abdullah, hvorefter deres hænder mødes med et klask.

I fællesskab leder de efter en måde, hvorved Abdullah kan blive i Danmark.
De sætter sig på den velourklædte sofa med de velourklædte puder, som de har gjort en del gange efterhånden. Det store glasbord bliver hurtigt fyldt med papirer, som dækker den transparente overflade. E-mails, breve og printede beskeder ligger som et snelandsskab. Kasper mødte første gang Abdullah, da han kom til Danmark for seks år siden. Dengang spillede han fodbold med sin egen søn, og hurtigt blev Abdullah en del af Kaspers hverdag. Han tog ham ind under sine vinger og hjalp ham med de ting, han havde brug for, om det så var skolerelateret, eller om han manglede nye fodboldstøvler. Senere blev Kasper selv fodboldtræner for Abdullah, og deres bånd til hinanden er kun blevet tættere gennem årene. Det tætte bånd var også det, der gjorde, at Kasper nu kæmper en hård kamp for at få lov til at beholde Abdullah i Danmark. For Kasper er ikke blot en fodboldtræner fra en lille lokal landsby i Nordjylland. Han er en ildsjæl. En ildsjæl, der brænder for det lokale og brænder ekstra meget for at den dreng, som tog den lange vej fra Damaskus til Hirtshals, ikke skal sendes tilbage.

Abdullah Alsalloum, 17 år.
Som enhver anden 17-årig
D. 7. Maj kl. 21:11 skriver den lokale fodboldklub, Tornbjerg IF, på Facebook, at de dagen forinden har fået beskeden om, at deres stamspiller, Abdullah, igennem de sidste seks år, nu skal forlade Danmark inden 30 dage. Manden bag beskeden er Abdullahs egen træner Kasper Bang. Da Abdullah og resten af familien får beskeden om, at de skal sendes hjem af flygtningenævnet, tøver Kasper ikke et sekund.
”Jeg har altid lært Abdullah, at kampen først er færdig, når dommeren har fløjtet af. Det gælder lige såvel på banen, som det gør udenfor den,” siger Kasper.
Flygtningenævnets afgørelse resulterede i, at Kasper nu begyndte at bruge alle sine vågne timer på at læse lovgivninger, snakke i telefon med politikkere, så Abdullah kunne forsætte med leve sit liv i Danmark. I kølvandet af, at den danske regering har erklæret Damaskus sikkert, som det eneste land i Europa udover Ungarn, har det medført en revurdering af flere syreres opholdstilladelse, herunder Abdullahs. På papirerne fra Flygtningenævnet står der, at hverken Abdullah eller hans mor er integrerede nok til at blive i Danmark.
Abdullah er ellers på mange måder som enhver anden på 17 år i Danmark. Han går til dagligt i 9.klasse på Hirtshals skole. Han passer sin skolegang, taler flydende dansk, spiller fodbold og har tidligere arbejdet i den lokale Fakta som kassemedarbejder og skal starte på STX gymnasiet i Hjørring efter sommerferien.
Men Abdullahs egen indsats er ikke nok. Da Abdullah er under 18 år, er vurderingen om, hvorvidt de begge må blive i Danmark, målt ud fra Abdullahs mors, Aida Khalil, integrering i Danmark. En integrering, der ifølge Flygtningenævnet ikke er tilstrækkelig nok til, at de må blive.
En uvis fremtid
En livlig summen fra skolegården finder vej op på 2. sal, hvor Abdullahs klasse holder til. Kantinens pastakødsovs bliver nydt sammen med en flok veninder, som har samlet sig rundt om et bord sammen med ham. Samtalerne bliver afbrudt af konstante notifikationer, som popper op på Abdullahs telefon, og klassekammerater der lystigt viser sjove billeder frem. Pausen bliver stoppet, da deres klasselærer, Thomas Nielsen, kommer ind i lokalet. Eleverne samles i den ene ende af klassen, hvor ordet bliver givet til to af pigerne fra klassen. En euforisk stemning spreder sig i klassen, da en af pigerne fortæller, at de skal til at planlægge sidste skoledag. Tanker og meninger bliver lystigt kastet ud i lokalet. Alt bliver vendt. Alt fra hvilket pålæg de skal have på deres rundstykker, til, hvor festen skal holdes. Med ryggen halvvendt mod tavlen og et opgivende blik sidder Abdullah stille og lytter efter.
Lige siden Abdullah fik afslag på sin opholdstilladelse, har det at skulle gå i skole, forberede eksamen og være en del af en klasse været svært. Det har resulteret i, at han i flere dage ikke er kommet i skole, og hans engagement for eksamenen er faldet drastisk:
”Jeg gider ikke lave noget, som jeg måske aldrig får brug for. Hvis de alligevel sender os ud, vil jeg gerne bare nyde den tid, jeg hartilbage,” siger Abdullah.
I en alder af 17 år burde verden ligge foran ens fødder. Tanker om drømme, mål og forventninger til ens fremtid begynder så̊ småt at dukke op. Ideer om, hvorvidt man enten skal på HHX eller STX, og hvilket arbejde man godt kunne tænke sig. Drømme, der kun bliver afbrudt af hverdagens travlhed, som består af fester, kærester og venner. Disse tanker findes ikke længere hos Abdullah. Her er fremtiden usikker. Enten en fremtid i krig, eller en fremtid på udrejsecenter. Maske en fremtid i Danmark, men det tør han ikke håbe på. For Abdullah er fremtiden utryg. Ifølge syrisk lovgivning er drengebørn tvunget til militærtjeneste, når de fylder 17 år og 6 måneder. Sætter Abdullah sine fødder i Syrien igen, skal han direkte ind og være soldat.

Klokken er 00:21, og Kasper er i gang med et radiointerview, imens Abdullah er til fest hos en klassekammerat.

Abdullah sender isterningen videre til sin gode veninde.
”Han er kun et barn”
Aftenduggen omringer den gamle firelængede gård, som er placeret langt inde i skoven. Ved den store buede indgang kan man høre bassen pumpe inde fra det, som engang var en stald. To 9.klasser fra Hirtshals Skole er mødtes for at fejre, at
det nu endelig er blevet weekend. Her er ingen Corona-restriktioner. Ingen social afstand. En næsten kvalmende sødme har fyldt den gamle stald. De kulørte flasker bliver hevet op af skoletaskerne, og kapslerne når nærmest ikke at falde til jorden, før den næste flaske allerede er på vej ned igennem svælget. Promillen er høj hos de fleste, de mange fødder hopper rundt på det hårde betongulv, og den ene isterning efter den anden transporteres fra mund til mund. Abdullah er med til det hele. Næsten det hele. For han drikker ikke pga. sin religion. Dog stopper den muslimske baggrund ham ikke helt, når der bliver serveret pizza eller burger med bacon. Når vennerne har brug for en ekstra mand til at holde ølbongen, står Abdullah lynhurtigt klar, imens han står med det største smil, når de ihærdigt prøver at drikke øllen på rekordtid.
Selvom alle vennerne er lettere beruset, er det ikke til at mærke, at han er ædru. Han flyver rundt på dansegulvet, synger med på alle sange,snakker med alle og tilpasser sig de normer, der nu engang er, når alkoholen overtager.
Ti minutter fra festen sidder Kasper ved sit spisebord med en stor notesblok foran sig og telefonen ved øret. I den anden enden af røret er Mads Nygaard, radiovært på programmet Nattevagten på Radio4. En ivrig Kasper fortæller den historie, som han har fortalt så̊ mange gange før.
En historie om en ung dreng, der er velintegreret, men nu skal forlade sit hjem. En historie, om en dreng han mødte og tog til sig, som var han sit eget kød og blod. Kasper forsætter fortællingen, alt imens Abdullah danser rundt til fest med sine venner, og moderen sidder hjemme i lejligheden i Margretheparken. På trods af en hård tid, er det vigtigt for Kasper, at Abdullah får en så normal hverdag som overhovedet muligt:
”Det er det mindste jeg kan gøre. Han er jo kun et barn. Han har brug for at komme ud og hygge sig med sine venner og ikke tænke på den her situation. Det er min opgave at tage noget af det pres, der ligger på hans skuldre, fra ham,” siger Kasper.

Ifølge Abdullah er det bedste ved Danmark alle de venner, han har fået.

Efter skole går Abdullah rundt i byen og venter på, at han må komme hjem. Abdullahs mor er i gang med at gøre rent efter Eid, og derfor må han ikke komme ind. Han ender på en fodboldbane, hvor han snakker i telefon med en jurist, inden han falder i søvn. Næsten fire timer senere får han lov at komme hjem.
Begge eller ingen
Kasper holder sig konstant opdateret på sagen, hvor han dagligt er i tæt kontakt med Abdullah, Flygtningenævnet og andre, som på den ene eller anden måde, kan hjælpe Abdullah. En proces som er hård, men ifølge ham det hele værd.
Den skæbnesvanger dato, hvor Abdullah og moderen ikke længere kan blive, er den 6. juni, og den nærmer sig med hastige skridt. Modet er stadig højt, og det peger i retning af, at de kan få lov at genoptage sagen hos Flygtningenævnet og på den måde få lov til at blive i landet. Men Kasper har mærket en ændring hos Abdullahs mor. Et fravær, der både er fysisk og psykisk. Efter frameldinger til en stor demonstration i Aalborg, der omhandlede at syriske flygtninge kunne blive i Danmark, og manglende kontakt fra moderens side, er han begyndt at få en mistanke om, at tingene ikke er, som de skal være. Han bliver også mødt af en uoplagt Abdullah, som ikke har det smil på læberne, som han plejer at have. En træt og stresset dreng, som bruger flere timer om dagen på at snakke med jurister og Dansk Flygtningehjælp, er ved at koge over i hovedet.
”Det er jo forståeligt. Alt kommunikation med de højere instanser foregår igennem Abdullah og ikke moderen, da hun ikke kan tale dansk, ” siger Kasper, som mener, at der burde være mere hjælp at hente.
En dag tager han med op i Abdullahs lejligheden, hvor han vil snakke med Abdullah og Moderen. En snak som kommer til at være skælsættende.
Tilbage på sofaen sidder Kasper, Abdullah og moderen. Askebægeret er fundet frem, og det samme er kaffen. På arabisk begynder moderen at snakke med et skarpt blik på Kasper, som forvirret sidder og kigger på Abdullah. Abdullah sidder og gnidder sine hænder mod hinanden med et intenst blik ned på gulvtæppet:
”Hun siger, at hun ikke gider mere, Kasper. Hun vil ikke genoptage sagen,” siger Abdullah.
”Jamen, I kan sgu da ikke give op nu, Abdullah. Hvis I genoptager sagen, er der stor chance for, at I kan blive. Vi sender ikke børn i krig,” siger Kasper, som er tydligt påvirket af situationen.
”Hun tror ikke på det mere, Kasper. Hun vil ikke mere,” siger Abdullah.
”Så̊ fortæl mig, hvad I så̊ vil,” siger Kasper.
”Vi tager til Tyskland,” svarer Abdullah.
At skulle flygte ud af et land, er ikke en ny ting for hverken Abdullah eller hans mor, men at de skulle flygte fra Danmark, var ikke planen, da de først kom hertil i 2015. Det har tidligere været et samtaleemne, når de har mødtes, at tingene kunne spidse så meget til, at den eneste mulighed for at undgå udrejsecenter var at flygte ud af Danmark. En situation, som Kasper håbede på, ikke ville være nødvendigt.
På grund af Abdullahs alder, og det faktum, at han skal i det syriske militær, hvis han vender tilbage, gør, at han godt kan få asyl i Danmark, men dette er ikke gældende for moderen. Det er også det faktum, som gør, at de ifølge Kasper burde søge om at få genoptaget sagen. Abdullah og moderen har aftalt fra start, at de kun vil blive, hvis de begge kan. Det er begge eller ingen. Uanset, hvor mange gange Kasper prøver at overtale moderen til at genoptage, afslår hun. Hun vil ikke mere. Hun tror ikke på det danske system og har hørt rygter om, at det vil kunne lade sig gøre at få asyl i Tyskland.

På fodboldbanen kan Abdullah og Kasper få en pause fra de frustrationer, som fylder i deres hverdag.

9.A på Hirtshals skole sidder og planlægger sidste skoledag.
”Han lovede at sige farvel”
Et par dage efter ringer Kaspers telefon. Det er Abdullah. En grædefærdig Abdullah, som pænt spørger, om han ikke godt vil komme og hente ham i Brønderslev, hvor han har været sammen med sin familie. Kasper ved godt, hvad klokken har slået. Efter at have hente Abdullah, kører de tilbage til Kaspers hus, hvor de spiser aftensmad og ender på sofaen med slik og chips. På den brune sofa falder Abdullah i søvn ved siden af Kaspers datter, som de seneste seks år har fungeret som ”bonussøster”.
Abdullah har ikke været i skole de sidste par dage, og han har ikke været til at komme i kontakt med. Telefonen ryger direkte på telefonsvaren, når Kasper prøver at ringe til ham. En bekymret Kasper kører ud til Magretheparken. En rute han snart kan køre med bind for øjnene.
Da han ankommer, kigger han ind ad vinduerne, hvor han kan se, at billederne i vindueskarmen er blevet fjernet. Ved hjælp af Snapchat, finder han ud af, at Abdullah er på vej mod Tyskland. Efter mange forgæves opkald, indser han, at kampen er tabt. Der er ikke mere han kan gøre.
”Det er ikke til at forstå̊, og jeg kan næsten ikke bære tanken om, at han sidder et sted, hvor jeg ikke kan se ham. Han lovede, at han ville sige farvel, hvis de smuttede, ” fortæller Kasper.
Den sidste bekræftede destination Abdullah befandt sig på, er asylcenteret i Neumünster, hvor han eftersigende har prøvet at søge om asyl. Intet farvel til Danmark, venner, folkeskoleeksamen og fodbold i den lille landsby Tornby. Alt dette er fortid nu. Om han får asyl i Tyskland, bliver sendt tilbage til Danmark på udrejsecenter eller om de prøver lykken et andet sted, må tiden vise. Hvad der nu skal ske med Abdullah, er uvis.

Lejligheden i Margretheparken, som Abdullah har boet i de sidste mange år, står tom nu. Det var her, Abdullah lærte sproget og kulturen at kende. Hvis han får asyl i Tyskland, skal han starte forfra med at lære et nyt sprog og en ny kultur.

Udgivet i Politiken d. 18 Juli 2021
https://politiken.dk/indland/art8283945/Abdullah-gnider-sine-hænder-og-stirrer-intenst-ned-på-gulvtæppet