Kære dig, som læser dette...
Jeg sidder i det sidste hus på toppen af ”bakken”, hus nummer 1265. Dagen forinden på min daglig gåtur rundt i byen, mødte jeg Dorthe Brandt. ”Velkommen til Tasiilaq”, råbte hun, og jeg smilede venligt og råbte et ”tak” tilbage. Vi gik hinanden i møde, men hun kom ikke så langt, da hun kæmpede med at holde sin kæreste på benene. Hun fortalte om, hvor lidt sne der var nu i forhold til da hun var barn, og omkring hendes opvækst, men blev hele tiden afbrudt af kæresten, som gentagende gange ville vide, hvad jeg hed – jeg svarede selvfølgelig pænt hver gang. Efter fem minutter spørg hun, om jeg ikke ville komme forbi dagen efter klokken 14:00, da de skulle ned på kroen og drikke nu. Jeg takkede pænt ja, og forsatte min gåtur.
Nu sidder jeg så her. På en slidt sofa i stuen/soveværelset. De sover i stuen nu, da de har fyldt det eneste værelse op med en ekstra fryser, så de kan klare sig igennem vinteren. Der larmer i huset. Lige udenfor vinduet står en store dieselgenerator og brummer på fulde drøn. Der er håndværkere i huset. De er i gang med at installere oliefyr, indtil nu har de varmet huset om med brænde. Dorthe er meget begejstret for det nye oliefyr, og siger:
”Der går nok hellere ikke så lang tid inden, at vi får et toilet, som kan skylde ud. Så slipper vi endelig for spanden”.
På gulvet i stuen ligger en madras, som danner en labyrint imellem sofaen, sofabordet og vasketøjet på gulvet. På sengen sidder Dorthes datter Wanda. Hun siger ikke så meget, kan ikke snakke dansk, men kigger skiftende på sin telefon og Dorthe.
Dorthe har i alt fem børn, hvor to af dem er døde af selvmord. Wanda er den yngste, hun er 16. Jeg spørg Dorthe, hvordan hun har det med, at hun har mistet to af sine børn til selvmord.
”Jeg savner dem på deres fødselsdag, og når det bliver jul, men mest er jeg bare skuffet over dem”
Hun fortæller mig, at vi alle er frie fisk, vi vælger selv, hvilket vand vi vil svømme i. Vi må selv tager noget ansvar og ikke give andre skylden for vores ubehag. Samtalen bliver afbrudt af Wanda, som vil i kontakt med sin Mor. De snakker grønlandsk. Jeg forstår ikke noget, men jeg forstår, at de handler om mig. Jeg spørger om alt er okay? Dorthe kigger lidt skævt på mig og siger:
”Det er Wandas kæreste, han er meget jaloux. Han vil have du skal smutte væk herfra, væk fra Wanda – men bare tag det roligt, der sker ikke noget.”
Jeg forsætter interviewet, men bliver igen hurtigt afbrudt. Flere sms’er tikker ind på Wandas telefon, stadig fra kæresten, der ikke bryder som i situation, med mig i deres hjem.
Hvorfor skal han bestemme over hende?
Det kolde smeltevand er begyndt at fryse til. Albert og Klaus står og kaster sten ned på isen. De bevæger sig længere og længere ud. Klaus’ fod går igennem og rammer det kolde vand. Hertil og ikke længere. De finder deres cykel frem og fræser skiftevis frem og tilbage på isen. Cyklen har ingen chance for at stå fast, og med det samme de trykker på bremsen, begynder cyklen at dreje med den ene side, og trækker dem ned mod den glatte og kolde overfalde.
Her er ingen voksne i nærheden. Kun dem, helt alene på isen. Jeg tænker på i vinteren i Danmark, på hvordan at folk fra den offentlige sektor banker den ene skilt efter andet i jorden, som fortæller, at isen ikke er stærk nok til at gå ud på. Der er ingen skilte her…
